To klasser fik samme opgave, samme råvarer og samme køkken. Den ene fik opskriften på papir, som vi plejede. Den anden fik et forløb, hvor der var noget at dykke ned i. Forskellen viste sig ikke i gryden. Den viste sig i det øjeblik, eleverne skulle fortælle om retten.
Da jeg var faglærer på erhvervsuddannelsernes grundforløb, havde jeg en mistanke, jeg blev ved med at vende tilbage til. Vi talte meget om blended learning, men vi talte om det som en teknologi, der skulle indføres. Jeg ville vide, om det gjorde en forskel i elevernes faglighed, eller om det bare var det samme materiale på en skærm.
Så jeg lavede et forsøg med to hold på omkring tyve elever hver. Opgaven var den samme: lav en pasta carbonara, og præsenter den bagefter for en faglærer som en klassisk italiensk ret. Begge hold fik den samme mundtlige introduktion, de samme råvarer og det samme køkken. Det eneste, der var forskelligt, var forberedelsen.
To former for forberedelse
Det ene hold fik opskriften og informationen på papir og som pdf, præcis som vi plejede at gøre det.
Det andet hold fik den samme opskrift som pdf, men også adgang til en side i vores LMS. Her var opskriften stadig en opskrift, og råvarerne var stadig beskrevet i en tekst. Men hvert eneste element havde en vej videre ned.
- Baggrund og sted — tekst og links om Italien, om regionen omkring Rom, om Sardinien og om hvor de enkelte råvarer kommer fra.
- Materialet læst op — alt kunne høres i stedet for at læses. I dag ville vi kalde det en podcast. Dengang var det bare lyd, og det betød, at de elever, der har det svært med en tekst, ikke stod af ved indgangen.
- Video — både fundet materiale og mine egne optagelser. I en af dem stod jeg med en grisekind og viste kødstykkerne i den, fibrene, kæben, skindet og spæklaget. Jeg gennemgik, hvad musklen havde været brugt til på det levende dyr, og hvordan den brug bestemmer, hvilken struktur kødet har bagefter.
Og så fik det hold flextid til at forberede sig. De kunne selv vælge, hvor langt de gik ned.
Hvor forskellen viste sig
Retten blev bedømt på gastronomisk håndværk, og på om eleverne havde fulgt opskriften og de teknikker og traditioner, der hører til. Derefter skulle de præsentere retten som en klassisk italiensk ret.
Det var i præsentationen, det stak af. Eleverne med det blendede forløb vidste markant mere om retten, om regionen og om landet. Flere af dem kunne også fortælle om andre klassiske italienske retter, som ikke var en del af det, vi havde lagt frem, i hvert fald ikke direkte.
Da jeg bagefter interviewede eleverne om, hvordan de havde forberedt sig, kom forklaringen. Nogle var røget i flow på YouTube og var fortsat videre fra den ene historie til den næste. Andre havde fundet rejsebøger frem, blandt andet Lonely Planet, for at læse videre om Sardinien og om egnen omkring Rom. Ingen havde bedt dem om det. De havde haft en dør, og de var gået igennem den. Eleverne vurderede også selv deres forberedelse som bedre, og den vurdering holdt stik, når man så på, hvad de kunne.
Hvad jeg mener, det viser
Lad mig sige det, der skal siges: dette er ét forsøg med to hold. Det er ikke forskning, og jeg vil ikke påstå, at det beviser noget generelt. Underviseren var den samme som den, der havde bygget materialet, og det er en svaghed, der er værd at kende.
Men det har været retningsgivende for min didaktik lige siden, og af tre grunde.
- Det handlede ikke om teknologien. Begge hold fik det samme fagstof. Forskellen var, at det ene materiale havde en bund, og det andet ikke havde. En pdf kan man blive færdig med. Et forløb med lag kan man blive optaget af.
- Flextiden var en del af greb. Fordybelse kan ikke skemalægges i tyve minutter. Når eleverne selv kunne bestemme, hvor langt de gik, gik nogle af dem meget længere, end et pensum nogensinde ville have bedt om.
- Håndværket og dannelsen trak samme vej. Det er let at tro, at viden om Sardinien er krymmel oven på kokkefaget. Men den elev, der ved, hvad en muskel har lavet på et levende dyr, behandler kødet anderledes. Og den elev, der kan fortælle om sin ret, står anderledes over for en gæst resten af sit arbejdsliv.
Hvorfor det stadig betyder noget
Jeg møder stadig den samme diskussion, bare med nye ord. Nu hedder den AI i stedet for blended learning. Og svaret er efter min erfaring det samme: teknologien afgør ingenting i sig selv. Det afgørende er, om materialet giver eleven et sted at gå hen, når nysgerrigheden melder sig, og om vi har givet tid til, at den må melde sig.
Det gælder for øvrigt ikke kun elever. Det gælder enhver medarbejder, der bliver bedt om at lære et nyt system at kende.